Karsten Hulls beretning

 

KARSTEN HULL – BERETNING OM HØGDAL.

 

 

Denne beretning stammer fra samtale med Karsten Hull, hvis forældre havde en ejendom, som stødte op til Øster Stenhule.

Han er gennem hele sin barndom kommet hos brødren og da han som ung kom ind som soldat i Slagelse, hvor Peder jo også havde været som dragon, var der virkelig noget at snakke om, for Peder skulle jo vide hvordan der ud derover så mange år efter.

Der var ingen tvivl om, at med Jens og Peder kunne man få det som man ville, altså bare ikke, hvis de følte at der var nogen der drillede dem, eller nogen som ikke overholdt deres regelsæt.

Det var Bette Jens der stod for det hjemme på Høgdal, mens ”Stur Peder” stod for skoven, og hans lille ejendom nede på Øster Stenhule.

Karsten Hull mødte tit Peder på sin vej fra skole, hvor han cyklede forbi Øster Stenhule. Peder cyklede derned, hver dag for at passe kreaturerne. Han cyklede ”bag-om”, for han måtte ikke tage den korteste vej, for her skulle han benytte sig af Anders´ privatvej – og det gik ikke for Anders var blevet godt knotten over at han ikke havde fået Øster Stenhule, da den var til salg. Den gik til brødrene, da det var dem der havde flest penge og de kom med det sidste bud.

Økonomien stod Peder også for, d.v.s. at i vigtige sager var Bette Jens med til at træffe afgørelserne og det blev gjort med et lille nik eller en rysten på hovedet.

Der er ingen tvivl om at de ikke brugte mange penge. Brødrenes formue stammede hovedsagelig fra de store indtægter de havde fra skoven under og efter 2. verdenskrig – her handlede de både med danskerne og tyskerne.

Hvor mange penge de tjente på deres handel med antikviteter og på deres bankvirksomhed er der ingen der ved, for den slags blev jo ikke skrevet ned, – i hvert fald ikke skrevet så myndighederne fik noget at vide om det.

Han husker også en gang hvor Peder var inde i stalden, hvor han var i gang med at muge ud – og det foregik bare ved at han kastede møget ud af døren. Det var noget ”knodlet” noget der føg ud, for køerne fik jo ikke vand, de måtte nøjes med det der var i turnipsen (roer). Karsten og nogle kammerater cyklede forbi, og de måtte slå et ordentligt sving for ikke at blive ramt. Karsten måtte berolige kammeraterne, med en forklaring om at det jo bare var Peder….

Han husker også, – at når de havde gæster derhjemme -, så blev de temmelig forskrækket og ungerne løb ind, når de hørte en voldsom raslen. Grunden var den at Peder kom cyklende med spanden over styret. Det gjorde han hver dag, hvor han var nede for at malke køerne og mælken blev transporteret hjem i spanden.

Karsten kom en gang på besøg på Høgdal. Ude i haven gik en skruk høne med et kuld kyllinger. Da han kom ind spurgte ”Bette Jens” om hans mor ikke havde en skruk høne med kyllinger. ”Jamen, I har jo selv en til at gå uden for!” ”Jamen det plejer at være sådan at ræven tager et kuld, og så skal der jo også være et til wos”.

Med alderen blev ”Bette Jens” mere og mere dårlig gående, men det lykkedes alligevel for ham at få ræven til at slippe en høne som den havde snuppet – hønen var dog så medtaget at Bette Jens, måtte hugge hovedet af den ude på huggeblokken, foran huggehuset. Da det var gjort gik han ind med øksen og da han kom ud igen så han ræven løbe med hønen ”Og så var der kun hovedet tilbage til mæ!”. Det er en af de få gange at Bette Jens blev virkelig gal og bitter – en surhed der tog det meste af 14 dage at komme sig over.

”Og Karsten, du må love at du aldrig køber bankaktier – for hvis der kommer en krise, så er det bankerne det først går ud over”

I 1947 kom en mand forbi for at låne penge – og der ser han Bette Jens stå og fyre op med pengesedler – ”Hvad laver du?” – ”Jeg fyre lige op med 35.000 – og det gjorde jeg også i går”. Grunden var jo den at der var pengeombytning – og pengene skulle dobbeltbeskattes, hvis de skulle ombyttes. Men hverken Jens eller Peder var bitre, sådan var det jo.

Under krigen opbevarede brødrene våben på Øster Stenhule, men de var ikke selv aktive i modstandsbevægelsen. Efter krigen var der en sammenkomst i Glarbo forsamlingshus, hvor de fik et par rosende ord med på vejen, p.g.a. deres bidrag.

Det var hyggeligt at besøge dem og de var fantastiske til at lave kaffe. Og – ja, deres egne kopper blev bestemt ikke vasket hver dag, men når der kom gæster var hygiejnen i orden. Peder, der fra sin tid som Dragon, havde lært at kopperne skulle skoldes, for at hindre spredningen af den spanske syge fortsatte med at skolde kopperne resten af livet. Selv med hans store hænder, kunne kan tage noget skold hedt vand og skolde kanten. Og der var ikke noget med at bruge viskestykker bagefter.

Når man fik en mellemmad dernede, var det om ikke af få osten efter at Jens havde taget af den – for han fik ikke vasket hænder hver dag, så han stemplede lige osten!

Jens var fantastisk til at fortælle historier, og han fulgte nøje med i hvad der foregik omkring dem.

De sidste år var Jens som sagt dårlig gående og han sad tit ved bordet inde i køkkenet , men med alderen blev han også lidt utæt og skulle tit lade vandet, men han nåede ikke altid helt uden for køkkendøren og det hændte at der kom et par drypper på bukserne.

Når han så satte sig igen og der skulle fyldes petroleum på lamperne, foregik det ved at han sad med lampen mellem benene og tog en 10 L petroliumsdunk og hældte.. og han rystede jo lidt på hænderne, så der kom igen nogle dråber på bukserne. ”Så er bukserne blevet desinficeret!”

Om vinteren var det koldt, – rigtig koldt – og da stod Jens tit lænet over brændekomfuret støttende sig til to træklodser. (Jens var ret plaget af gigt). Når han havde stået i varmen i noget tid, ja – så begyndte næsen at løbe, så fjerne han komfur-ringene og ”snød næse” ned i komfuret.

Når Jens sådan stod lænet ind over komfuret skete det også at han slap en vind, så kikkede han hen på Peder og grinte.

Et stykke fra Høgdal holdt Bernhardt til. Han var eneboer og boede i en jordhule. Han havde en idé om at – ”Det er ikke mit, det er ikke dit, det er wos!” – Altså han sjal, hvad han havde brug for. Og på et tidspunkt havde han været på Høgdal, hvor han stjal noget korn. Og det endte med de fik ham slæbt i retten. Hvor brødrene gjorde ham opmærksom på at ”Det er ikke forbi vi vil have dig straffet, men du skal bare love at du aldrig vil stjæle mere”, hvortil Bernhardt svarede ” Det kan jeg ikke love!” Og så blev der ikke mere ud af den sag!

Ja – de lånte penge ud og deres fætter havde lånt rigtig mange. Da han igen kom for at skulle låne, sagde brødrene ”Nej”- ”Så går jeg ud og hænger mig” sagde fætteren. ”Fint nok, men lov at du går ind i skoven og gør det, for vi vil ikke have dig til at hænge her udenfor i pæretræet og lugte.” Nå – men han hængte sig nu ikke.

På et tidspunkt kom der en familie fra Silkeborg, kørende i bil, hvad der jo ikke var så almindeligt den gang. Det gik ind i æbleplantagen, nede ved Øster Stenhule, hvor de plukkede æbler. Peder fik øje på dem, og forklarede dem at ”Det er wos ævler” Men familie gav sig ikke så let, da de mente at de var i god tro, da de mente at æblerne hørte

til skoven. Der blev en værre tumult omkring de her æbler…og nok en gang endte sagen i retten, hvor dommeren mente at ”Familie var i god tro, og de er også i flertal”. ”Nå – det wil sæj at hvis vi nu tår til Glarbo og henter en 6-7 mand, og går ind og ”pyner” dommerens have – så handler vi også i god tro!”. Dermed gav dommeren sig, og denne sag vandt de.

På et tidspunkt kunne den ene hest ikke mere. Den lå og var død inde i stalden, og ud skulle den jo, så de spændte den anden hest for den, så den kunne trække den ud – men uanset hvad de gjorde ved hesten, så nægtede den at trække, med det resultat at de selv måtte trække dyret ud.

Brødrene samlede på ting, der havde en god værdi. De havde en meget fin samling af håndslebne krystal glas, hovedvandsæg, som der var 16 af, og som var Peders stolthed. De samlede også på mønter.

Det var egentlig deres bedstemor som begyndte at samle mønter, for da hendes søn, altså ”Gamle Jens” byggede det nye flotte og store stuehus, blev hun nervøs for om han kunne klare det økonomisk, så alle de penge hun fik i ”aftægt” blev lagt til side til hendes børnebørn, altså Jens og Peder.

På et tidspunkt havde de en meget stor møntsamling, som bl.a. bestod af 56 guldmønter og heriblandt en særlig speciel der havde den største omkreds og den tungeste guldvægt.

På et tidspunkt blev deres møntsamling stjålet. Man fandt nogle få stykker af dem nede ved grænsen, men resten blev aldrig fundet. Peder fandt ud hvem der havde gjort det – og klarede sagerne selv.

De havde indbrud 3 gange- og den ene af gangene var det reserveposten – men det var jo også bare at gå ind for de låste aldrig døren. Som de sagde efter et af indbruddene

”Han taw da it´ dem alle sammen, wi hår da flir penge endnu!”.

På et tidspunkt fik de besøg af en ”Røver” fra Virklund. Da, han truede Jens med pistolen puffede Jens ham bare til side, og han fik altså ikke noget med sig derfra.

Brødrene sov hele livet sammen i dobbeltsengen – og Peter kunne ikke li´ at der blev skiftet sengehalm, for så kom musene frem!

En gang kom Karsten med en kammerat cyklende fra skole og så at der var sådan nogle fine vintergækker nede på Øster Stenhule. De stansede og spurgte Peder ”Må vi godt få nogle vintergækker”. Han så dem lige an og gik ind i stalden efter en skovl – og så gik han ud og gravede en tot op, som de hver kunne tage med hjem til deres mor. Det var nu ikke det de havde bedt om, for de spurgte såmænd bare om lov til at plukke nogen – men Peders vintergækker sagde de nu ikke nej til.

Karsten deltog ikke i ”Bette Jens´s ” begravelse, da han var indkaldt som soldat på det tidspunkt, men han deltog i Peders. – Peder som han havde kendt i 60 år.

 

 

 

Comments are closed.

NYHEDER

Høgdal på Facebook

Hvor svært kan det lige være at holde en børnefødselsdag, et forældrerådsarrangement eller lign. når man kan tage flokken med på Høgdal til et af vores offentlige arrangementer?
Vi har næste års plan klar, se vores hjemmeside www.Hogdal.dk under "Det sker", hvis I kommer en større flok er tilmelding nødvendig, da der er begrænsede antal "pladser". Tilmeldinger kan ske info@hogdal.dk eller mobil: 3024 1493
... se merese mindre

2 dage siden  ·  

Se mere på Facebook

En rigtig god æbledag på Høgdal.
En flot afslutning på en rigtig god sæson!
Vi glæder os allerede til næste år og er godt i gang med planlægningen.
Og herfra en tak til alle de frivillige som til dagligt passer stedet og giver os nogle gode dage, og tak til alle vores gæster- kom igen til næste år!
Kærlig hilsen Hanne
... se merese mindre

3 dage siden  ·  

Se mere på Facebook

Æbledag på Høgdal lørdag d. 21. okt. kl. 13
Medbring jeres egne æbler, som her kan her presses til saft.
I kan få en snak med æblekyndige folk, om dyrkning, podning m.m.
Der vil være smagsprøver på gamle æbleretter og aktiviteter for både børn og voksne.
Kom ned og nyd løvfaldssommeren, med eller uden æbler og tag familie og venner med, for det bliver en rigtig god og fin dag.
Entré voksne: 50,- Børn: Fri entré
Vi glæder os til I kommer på Høgdal, Høgdalvej 4, Them
Del gerne opslaget
... se merese mindre

4 dage siden  ·  

Se mere på Facebook